22-årig mand fængslet for salg af narko

En 22-årig mand fra Herning er blevet fængslet i fire uger for salg af stoffer. Blandt andet amfetamin. Politiet er gået i gang med at efterforske, hvor meget manden har solgt.

Politi-PolitiErme.jpg

Kort før klokken tre natten til lørdag blev en 22-årig mand fra Herning anholdt i Holstebro for at være i besiddelse af narko.

Politiet fandt en mindre mængde amfetamin og lidt hash doseret i poser i mandens bil, og han blev derfor anholdt og mistænkt for salg af stoffer. 

Det førte her til morgen til en ransagelse af den 22-årige herningensers hjem med assistance fra en narkohund. Her fandt politiet blandt andet over 100 gram amfetamin.

- Det er i hvert fald mere end til eget forbrug. Der blev også fundet et regnskab over noget salg på adressen, og vi skal nu i gang med at undersøge, hvor meget han har solgt, siger Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Ved et grundlovsforhør lørdag formiddag blev manden fængslet. 

- Der findes nok desværre mange af den her slags, men nu er der da i hvert fald en mindre på gaden, siger Jens Claumarch.

Der var en 22-årig mand fra Herning mere i bilen. Han havde 13.000 kroner på sig i kontanter og på grund af gæld til det offentlige har politiet taget 8.000 kroner fra ham i afdrag. Manden sad på passagersædet, og han var påvirket af hash.

Føreren af bilen blev fængslet indtil d. 28. februar.