21 millioner til ny forskning i laks

21 millioner til ny forskning i laks

Et 4-årigt forskningsprojekt til 21 millioner skal undersøge laksens levebetingelser i Skjern Å.

Et nyt forskningsprojekt til 21 millioner kroner skal undersøge laksens levevilkår i Skjern Å. DTU Aqua og Danmarks Center for Vildlaks står bag projektet og får 15 millioner kroner i støtte fra Innovationsfonden.

De danske laksebestande har de seneste 25 år udviklet sig fra at være på randen af udryddelse til et niveau, hvor lystfiskere langs de danske vandløb igen kan fange laks. Imidlertid er udviklingen gået i stå de seneste år. Forskningsprojektet skal blandt andet finde ud af hvorfor, og om der er nogle flaskehalse i naturen, der kan ændres, så laksen får bedre vilkår. 

- Det er en fantastiske mulighed, som vi har drømt om i mange år. At få kigget på naturen og få undersøgt, hvad der er af problemer derude, er jo afgørende for, om vi kommer videre med lakseprojektet, siger direktør i Danmarks Center for Vildlaks Gert Holdensgaard.

Resultaterne fra projektet skal ikke alene bruges i Skjern Å, men kan ifølge Innovationsfonden få stor strategisk betydning for forvaltningen af laks i hele Danmark.  

- Vi ser på, hvad der skal være til stede oppe i vandløbene, for at laksen vender tilbage og har succes med at gyde naturligt. Dernæst ser vi også på, hvad der skal være til rådighed i vandløbet for, at laksen også overlever, når æggene er gydt, siger Gert Holdensgaard.

Stort potentiale i lakse-turismen

Ringkøbing-Skjern og Herning Kommuner skyder hver én million kroner i det fireårige forskningsprojekt. Laksen er blevet et trækplaster for lystfiskere fra hele Europa, og kommunerne øjner muligheden for at videreudvikle lystfiskerturismen.

- Det er et rigtig spændende projekt. Når vi går ind og støtter, så er det fordi vi mener, der er et stort potentiale i videreudvikling i laksefiskeriet. Vi kan jo se, at det er et købedygtigt publikum, der kommer hertil. Men det skal også udvikles på et bæredygtigt område, så vi ser, at der er fuld kontrol, med hvad der sker, så det ikke bliver et uhæmmet fiskeri efter Skjern Å laksen, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Iver Enevoldsen (V).

 DTU Aqua og Danmarks Center for Vildlaks skyder også hver to millioner i projektet.