21 millioner kroner skal få flere fisk til Skjern Å

Der er fanget utallige laks i Skjern Å de seneste år. Der er dog ét problem. Bestanden er stagneret, og det vil forskerne nu finde en forklaring på.

0:41

Der står et mystisk apparatur ude midt i Skjern Å tæt på Borris. Der er heldigvis ikke tale om et forsøg på piratfiskeri, men derimod en videnskabelig undersøgelse.

- Der har da været mange spørgsmål vil jeg sige men langt de fleste er godt klar over, hvad det er, fotæller Søren Larsen, der er Fiskemester ved Danmarks Center for Vildlaks.

 

Apparatet er en udvidet fiskefælde. Den er et led i den den såkaldte store lakseundersøgelse. Hvor Danmarks Center for Vildlaks og DTU Aqua vil undersøge antallet af små laks og ørreder i åen.

- Vi vil jo gerne, at der er så stor en produktion i Skjern å som overhovedet muligt, men hvis man ikke kender tallet, så er det svært at sige, om det går godt eller dårligt. Nu prøver vi at tilvejebringe nogle data, så vi ved noget om, hvor mange smolt der rent faktisk trækker ud af Skjern Å, siger Søren Larsen.

 

Det er specielt de små laks, der interesserer forskerne. Efter en række år med fremgang ser opgangen af laks ud til at være stagneret.

- Der er lavet rigtig mange tiltag i åerne og projekteret rigtig mange gydeområder. Man har genslynget åerne og man har forbedret vandkvaliteten mange steder. Så vi synes egentlig, at der burde komme lidt flere laks, end der gør, lyder det fra fiskemesteren.

 

De små fisk bliver alle registreret og udstyret med et lille mærke. Alt sammen som en del af et fireårigt forskningsprojekt til 21 millioner kroner. Og formålet er klart - at få flere fisk i åen.

- Hvis man skal få en laksebestand til at vokse, så må man finde ud af, hvor flaskehalsene er, og hvilke problemstillinger vi har derude. Er det noget, vi kan gøre noget ved, så kan man jo forsøge at arbejde med det. Det kan også være, at vi ikke kan noget ved det, men så er det jo sådan, det er, siger Søren Larsen.

 

Fiskefælden skal stå i åen til omkring den 1. juni i år. Senere skal det undersøges, hvor mange laks der vender tilbage til åen efter en tur i Atlanterhavet.