21-årig skal spille FIFA-Champions League for FC Midtjylland

FCMs superligahold er aldrig lykkedes med det, men nu har en ung vestjyde sikret klubbens eSuperliga hold en plads i Champions League.

2:16
Der skulle en ung mand fra Thyborøn til for at sende FC Midtjylland i Champions League.

Han er på kontrakt hos FC Midtjylland. Det er dog ikke på lige fod med Jakob Poulsen, Paul Onuachu og de andre fodboldstjerner, for 21-årige Jeppe Lyng Kobberholm dyrker nemlig en helt anden form for sport.

Nu har den unge mand fra Thyborøn så gjort det, som fodboldspillerne indtil videre ikke er lykkedes med. Han har nemlig kvalificeret sig til Champions League. 

- Jeg har aldrig været rigtig god til fodbold, men jeg er fodboldinteresseret. Så er det kommet hen ad vejen, at jeg har fundet ud af, at jeg er god til det her, fortæller Jeppe Lyng Kobberholm.

Jeppe Lyng Kobberholm spiller til dagligt i eSuperligaen, så han er da heller ikke et helt ukendt navn blandt FIFA-entusiaster. 

- Vi har kendt ham længe i dansk FIFA, men han er ikke sådan slået igennem med kæmpe resultater endnu. Lige pludselig dukker han op til kvalifikationen og sørger for, at FC Midtjylland har en repræsentant i Champions League, så det er kæmpestort. Der er mange andre topatleter inden for FIFA, som gerne vil med, men ikke kommer med, fortæller FIFA-ekspert og kommentator på Canal 9 Jakob Nørmark Hansen.

Der var over 700 i hele Europa, som kæmpede om 40 pladser i den endelig Champions League turnering. En af de 40 tilhører den unge vestjyde, men chancerne for at stryge helt til tops er dog små, fortæller FIFA-eksperten:

- Han er ikke en af favoritterne, men det var han altså heller ikke inden kvalifikationen. Alligevel klarede han sig virkelig godt. Jeg tror godt, han kan gå hen og lave en overraskelse, men det bliver svært, for det er altså nogle af verdens bedste FIFA-spillere, der kommer til at deltage.

FIFA er stort i Danmark

Selvom FIFA formentlig stadig er ukendt land for nogle, så kan det altså godt betale sig at være god til det. Vinderen af den kommende Champions League turnering rejser nemlig hjem med en pengepræmie på 280.000 dollars. Derudover så har sporten altså fået godt vind i sejlene hos os i Danmark.

- Danmark er et af de lande i verden, hvor aller flest spiller FIFA. Vi kan se, at der er rigtig mange, der følger med både på tv og på sociale medier, så opbakningen er bestemt

god, fortæller Jakob Nørmark Hansen.

Selvom Thyborøn-drengen nu er klar til at flyve mod Champions League himlen, så har han stadig ikke glemt, hvor han kommer fra. 

Er du ikke lidt beskeden, når du siger, at du bare er lidt god til det?

- Jo jo, men sådan er vi jo herude vestpå.