21-årig i besiddelse af store mængder narkotika

En ung mand fra Silkeborg er anholdt og sigtet for besiddelse af store mængder narkotika. Tirsdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør.

100210_narko001.jpg

En 21-årig mand blev mandag anholdt på en adresse på Resedavej i Silkeborg.

Ved anholdelsen konfiskerede politiet 949 gram hash, 130 gram MDMA, der er krystaliseret ecstasy, 19 gram amfetamin og 83 gram ketamin.

- Det er store mængder, der er tale om, så det er en meget alvorlig sag. Han er sigtet for salg efter straffeloven, siger Morten Kjær Andersen, vagthavende hos lokalpolitiet i Silkeborg.

Den 21-årige bor ikke på adressen på Resedavej, men han har en tilknytning. Han er også sigtet for brud på våbenloven, fordi politiet ved anholdelsen fandt et knojern og en totenschlæger.

Derudover er han sigtet for brud på loven om visse dopingmidler.

- Ved anholdelsen fandt vi også 70 dopingampuller, fortæller Morten Kjær Andersen.

Den unge mand bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag formiddag.