2025-plan rammer store børnefamilier

Foto: Arkiv

2025-plan rammer store børnefamilier

Planerne om at skære i børnechecken vil ramme geografisk skæv, lyder kritikken i Jyllands-Posten.

Dele af regeringens 2025-plan kan vise sig at ramme langt hårdere i flere midt- og vestjyske kommuner end i hovedstaden.

Som et led i planen vil regeringen skære i børnechecken, så barn nummer et og to udløser den fulde sats, barn nummer tre en mindre sats, mens øvrige børn slet ikke skal give børnepenge.

Og det vil ifølge Jyllands-Posten ramme hårdt i flere landkommuner. Avisen skriver, at der er fire gange så mange store børnefamilier i Morsø, Lemvig og Fanø Kommuner sammenlignet med Frederiksberg, Egedal og Solrød. Fanøs borgmester Erik Nørreby siger, at forslaget sender penge fra øst til vest.

Jyllands-Posten bruger en familie fra Vorgod i Ringkøbing-Skjern Kommune som eksempel. Familien har fire børn og vil - hvis planen gennemføres - gå fra 54.000 kroner til 40.000 kroner i børnepenge.

Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen siger til avisen, at 2025-planen som helhed vil være en fordel for udkantskommunerne.