2020 skaber kaos

Beslutningen om at bevare blandt andet fødeafdelingen i Holstebro er en kæp i hjulet på den allerede gennemførte spareplan i Region Midtjylland.

fodeafdeling.jpg

Medarbejdere på hospitalerne i både Viborg og Holstebro er allerede opsagt og flyttet. Men med den nye sundhedsaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Pia Christmas-Møller, ser det ud til, at de alligevel ikke skal flytte. Forvirringen er total i Region Midtjylland.

- Vi er begyndt at indstille os på, at vi skal til Herning, og der er allerede en hel masse medarbejdere, der er opsagt, så vi synes, at det er en lidt vanskelig situation, siger tillidsrepræsentant på fødeafdelingen i Holstebro, Susanne Grandahl, til TV/MIDT-VEST.

Heller ikke regionsrådsformand Bent Hansen ved, hvad der skal ske med de ansatte og fyrede.

- Det er fuldstændigt urimeligt for det personale, som er involveret i flytningerne. Jeg vil kontakte Bertel Haarder på mandag, og jeg forventer et svar, der helt præcist fortæller, hvad der skal ske med de allerede planlagte besparelser, siger Bent Hansen.

Fra 1. oktober 2011 havde regionsrådet i Region Midtjylland besluttet at lukke fødeafdelingen i Holstebro og flytte den til Herning. Men med 2020-planen ser det ud til, at afdelingen skal bevares indtil supersygehuset i Gødstrup står færdigt.