2.000 landmænd tæt på konkurs
FLere tusinde landbrug er lige nu truet på livet. De mangler kapital og efterlyser politisk hjælp.
Det kniber gevaldigt for mange landbrug. 2.000 landmænd er i akut fare for konkurs. Det skyldes blandt andet, at mælkeprisen er faldet med 73 øre inden for det seneste halve år.
- Vi havde jo regnet med, at 2014 ville være året, hvor der ville være en positiv vending i økonomien både i planteproduktion, kvæg og svineproduktion. Men det er så desværre ikke sket, fortæller Morten Dahl Thomsen, der er cheføkonom ved Heden og Fjorden.
Mælken er ikke den eneste, der er blevet billigere - prisen på svinekød er i år faldet med halvanden krone pr. kg. Og når så mange landmænd er i knæ, er faldende priser dråben, der får bægeret til at flyde over.
Minister har gjort noget
Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har forsøgt at hjælpe med flere initiativer.
- Vi har givet en økonomisk håndsrækning på 300 millioner her i efteråret og vil hjælpe med at åbne alternative markeder med en ambitiøs eksportstrategi, hvor jeg fornyligt har været i Kina for at forhandle med myndighederne om at åbne op for danske produkter, forklarer han.
De danske landbrug skylder i alt 100 milliarder til bankerne.