200 vinterbadere gæstede Nr. Vorupør

I dag var dagen for den årlige vinterbagefestival i Nr. Vorupør, som blev afholdt for tredje gang

Vinterbadere
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Knap 200 vinterbadere dukkede i dag op til den årlige vinterbadefestival i Nr. Vorupør. Det er tredje gang festivalen afholdes, men i år var alligevel anderledes. Havbadet der skulle danne ramme om arrangementet er nemlig endnu gang sandet til.

- Havbadet det er fyldt op med sand, det fuldstændig fyldt op - og i går var der derudover en halv meter vand ovenpå, så vi kunne ikke engang komme til at overveje at få noget af sandet ud, fortæller arrangør Kim Poulsen.

Derfor måtte vinterbaderne i stedet  hoppe i det vilde Vesterhav. Og selvom det lyder som en kold omgang, var arrangørerne godt klar over, at der skulle mere end en storm til at holde vinterbaderne væk.
Derfor havde de til dagen allieret sig med den lokale redningsstation.

- Vi ligger udenfor og ligger stand-by, hvis der skulle ske at nogen kom for langt ud eller blev nedkølet, siger Benny Bak, som er stationsleder ved Nr. Vorupør redningsstation.

Med alle sikkerhedsforanstaltninger på plads var det bare at smide håndklædet og løbe ud i det knap 5 grader kolde vand. Efter det kolde gys var det tid til en tur i et mindre, men noget varmere bassin.

- Det var lidt koldere end jeg havde regnet med - man skal ikke undervurdere Vesterhavet. Så nu skal vi lige have varmen inden vi tager en tur mere, siger Niels Vistisen der var hoppet med i bølgerne.

Og det bliver nok ikke den sidste tur i Vesterhavet for Niels Vistisen, der måske dukker op igen næste år.

Thisted Kommune regner med at have tømt havbadet i Nr. Vorupør for sand først i det nye år.