Stort gylleudslip: 200 kubikmeter på afveje

Fiskene i Hover Å kan ånde lettet op – dagens store mængder nedbør fortyndede et stort gylleudslip og forhindrede en stor forurening.

En stor jordbunke fungerede som prop for gyllen, så den ikke spredte sig yderligere i åen. Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Hover Å mellem Spjald og Ringkøbing blev i dag ramt af en gylleforurening. En landmand var i gang med at pumpe gylle over i en tank, da slangen sprang af. Omkring 200 kubikmeter gylle løb ud, og heraf endte cirka 50 kubikmeter i åen.

Vi har været heldige i den her situation.

Ove Mortensen, miljøtekniker i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs også 4000 kubikmeter gylle lækket

- Det, man er allermest bekymret for, når der sker sådan noget her, er, at de fisk og smådyr, der er i vandløbet, de dør, og at man udrydder hele bestanden af fisk i den forurenede strækning, siger Ove Mortensen, der er miljøtekniker i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Ammoniakindholdet i gylle kan få dødelige konsekvenser for åens fisk, men fiskene i Hover Å slipper med al sandsynlighed med livet i behold.

- Vi har været heldige i den her situation, at beredskabet havde iværksat en rigtig foranstaltning på meget kort tid. Og i kraft af at der havde været så store nedbørsmængder, så er gyllen blevet kraftigt fortyndet, sådan at forureningen ikke er så stor, som den ellers ville have været, siger Ove Mortensen.

Ove Mortensen har gået langs åen for at se om der lå døde fisk, ligesom han har været forbi et nærliggende dambrug, for at høre om de har haft døde fisk, men det var ikke tilfældet.

Udslippet var et uheld, og derfor får det ingen konsekvenser for landmanden.

00:59

Indsatsleder Michael Nielsen fortæller her, hvordan han og hans kolleger håndterede gyllen, da de nåede frem.

Luk video