To 20-årige anholdt for indbrud

Politihund fik unge tyve til at opgive tanken om at stikke af.

PolitiHund.jpg

En 20-årig mand og en 20-årig kvinde havde ikke lyst til at løbe omkap med en politihund, da ordensmagten råbte dem an natten til tirsdag.

Udsigten til at politiet slap hunden løs, fik de to til at stå stille - og de er nu sigtet for et indbrud i en frisørsalon i Østergade i Skive

Politiet kom på sporet af de to, da et vidne ved 2-tiden ringede og fortalte om to unge, der opførte sig mistænkeligt ved rådhuset. De unge havde hættetrøjer på og ruskede i døren ind til biblioteket, og da betjentene nåede frem, kunne de konstatere, at der var knust en rude ind til frisørsalonen.

Betjentene fik øje på de to unge ved Carl Hansens Plads - i første omgang forsøgte de at stikke af - men altså kun indtil betjentene truede med at slippe hunden løs.

De to 20-årige har nu erkendt indbruddet, som de begrundede med akut pengemangel. De blev løsladt igen efter afhøringen, men kan senere se frem til en tur i retten.