20-årig nyt medlem af regionsrådet

Gennemsnitsalderen falder væsentligt, når regionsrådet i Midtjylland i morgen får et nyt medlem.

Herning får nu endnu et medlem af regionsrådet i Midtjylland, der samtidig bliver rådets yngste. Det er den kun 20-årige Tilde Bork som afløser Dansk Folkepartis Anders Vistisen, der til januar begynder som medlem af Europaparlamentet i Bruxelles.

Tilde Bork er oprindeligt fra Dianalund men bor i Herning og læser til finansøkonom. Hun har været medlem af Dansk Folkeparti siden 2008 og sidder i Dansk Folkepartis Ungdoms hovedbestyrelse. Hun stillede også selv op til EU-valget i år.

Regionsrådet har 41 medlemmer. De er alle valgt for en 4-årig periode. Den nuværende valgperiode går frem til den 31. december 2017.