20-årig mand begravet under sand

En 20-årig mand er i en arbejdsulykke blevet begravet under sand i et tre meter dybt hul i Herning.

020914Arbejdsulykke.jpg

En 20-årig mand fra Herning er tirsdag eftermiddag blevet begravet under sand i en arbejdsulykke på Svanekevej i Herning. Nytoft Entreprise, som manden arbejder for, var i gang med udgravning i forbindelse med kloakarbejde.

Manden stod på bunden af et tre meter dybt hul, da sandet omkring ham pludselig faldt sammen over ham.

Den 20-årige havde hjertestop, da det lykkedes hans kollegaer at grave ham fri.

- Det lykkedes redningsfolkene at få ham genoplivet, men hans tilstand er stabil, men kritisk, og han er kørt til hospitalet i Skejby i Aarhus med politieskorte, siger Ole Vanghøj, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til tvmidtvest.dk.

De pårørende er underrettede, men politiet kan ikke oplyse hans navn. Kollegaerne omkring ulykken er chokerede og er straks blevet tilbudt krisehjælp.

Arbejdstilsynet er på vej til ulykkesstedet. De skal undersøge, hvordan ulykke kunne ske.

OPDATERET onsdag kl. 9:15: 

Den unge mand blev tirsdag lagt i kunstig koma. Hans tilstand er fortsat kritisk.