20-årige Camilla åbner kiosk med fem ansatte

Spjald Superkiosk genåbner takkede være 20-årige Camilla Christensen. Hun synes, at det er synd for byen, at der ikke er noget sted at handle efter klokken 19.

20-årige Camilla Christensen foran desken i den nu genåbnede Spjald Superkiosk. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

I Spjald mangler de et sted, hvor man kan handle ind efter klokken 19. Det mener 20-årige Camilla Christensen i hvert fald, og derfor har hun taget sagen i egen hånd og har overtaget Spjald Superkiosk, som ellers lukkede i august.

Jeg har rigtig mange mennesker, der hjælper mig, og det er jeg yderst taknemmelig for.

Camilla Christensen, Ejer af Spjald Superkiosk

Hvis det ikke havde været for den unge butiksindehaver ville samtlige butikker i Spjald nemlig være lukket efter klokken 19, men lørdag blev der lavet om på det, da Spjald Superkiosk genåbnede.

 - Jeg synes personligt, at der mangler noget i Spjald efter klokken syv. Et sted, hvor man kan købe cigaretter, hvor man kan købe impulsvarer, øl, sodavand og en kage til aftenkaffen, fortæller den nyudklækkede kioskejer.

Det er da også en flok positive kunder, TV MIDTVEST møder på den store åbningsdag for Spjald Superkiosk.

- Jeg synes, det er rigtig dejligt, at det bliver åbent igen, at der er noget liv, at der ikke er så meget, der er lukket her i byen, og så er det også bare rart, hvis man lige står og mangler noget, siger Inger Bank Sørensen, der er borger i Spjald.

Læs også 21-årige Regitse er Danmarks bedste kollega: - Det er surrealistisk

5 ansatte er Camilla Christensen nu chef for, og hun har en klar plan for, hvordan hun undgår at ende som den seneste ejer med at lukke kiosken ned igen. 

- Jeg vil gerne gøre det til et nærværende, hyggeligt sted med god service, hvor man hurtig kan komme ind og hente det man mangler eller bare få sig en sludder. Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper, så jeg har erfaring med mennesker, fortæller hun.

Interessen for at åbne en kiosk har hun ikke fra fremmede. Camilla Christensens mor ejer en kiosk i Sunds, og når man spørger hende, om hun ikke er bange for at brænde nallerne i så ung en alder, så henviser hun også bare til sit netværk.

- Jeg har rigtig mange mennesker, der hjælper mig, og det er jeg yderst taknemmelig for, siger kioskejer Camilla Christensen.

Hun vil fremover holde åbent mellem 9-21. 

03:21

Camilla Christensen fra Spjald genåbner i dag SuperKiosken i Spjald og bliver iværksætter med fem ansatte.

Luk video