20-årig kaldte politiet for pansersvin

To unge mænd fra henholdsvis Skive og Viborg måtte i nat overnatte i detentionen, efter at have lavet ballade.

patruljevogn.jpg
Foto: Flemming Christensen

En 20-årig mand fra Viborg er sigtet for at have forstyrret den offentlige orden efter en våd aften i Viborg.

En patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi stødte på manden ved Gravene klokken 2.15.

- Her blev politiet kaldt for "spassere" og "pansersvin", forklarer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen.

Da den 20-årige herefter blev endnu mere truende valgte patruljen at tage ham med til detentionen, hvor han kunne sove rusen ud.

Også i Skive blev en ung mand taget ud af festen. En 21-årig mand var til Beach Party og skabte her så meget ballade, at også han fik en overnatning hos politiet, fortæller vagtchefen.