19-årig stak stedfar med kniv

En 19-årig mand fra Viborg blev natten til fredag anholdt, for at have stukket sin stedfar i låret med en kniv.

Haanjern-Paa_1_0.jpg

Omkring klokken 4.00 natten til fredag modtog alarmcentralen et opkald fra en 19-årig mand. Han fortalte, at hans stedfar havde stukket ham i maven med en kniv. Men da politiet ankom til adressen viste det sig, at situationen var omvendt.

Den 19-årige mand var nemlig kommet hjem fra en bytur. Her havde han hamret en kniv i dørkarmen. Det fik den unge mands stedfar til at blive sur, og situationen eskalerede.

Den 19-årige stak sin stedfar i låret med en kniv, og ringede herefter til alarmcentralen. Stedfaren blev kørt på sygehuset til behandling, og den unge mand fik et lift af politiet til detentionen, hvor han stadig sidder.

Den 19-årige er ved et grundlovsforhør fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger.