19-årige Thomas græd for åben skærm: Sådan føltes det

Det var umuligt for ham at holde tårerne tilbage, da hans navn blev læst op.

0:57
Det var umuligt for Thomas Østergaard at holde tårene tilbage, da han i går fik nyheden om, at han var kommet ind i byrådet.

Thomas Østergaard er 19 år gammel, gymnasieelev og kommende byrådsmedlem i Ikast-Brande.

Den sidste titel fik han i går, da det lykkedes ham at komme med i byrådet på alleryderste mandat, og det fik ham til at bryde ud i glædestårer.

Nu har den unge kandidat sovet på det, og han skammer sig ikke over, at hele Midt. Og Vestjylland så hans tårer.

- Det er ikke fordi jeg jublede over, at der stod et tv-hold i nakken på mig. Men det viste jo bare, at jeg virkelig havde lagt mange timer i det, og at det gjorde mig virkelig glad, at det lykkedes. Det kan man ikke sætte ord på. Så mange mennesker har gjort en kæmpe indsats. Det var helt ubeskriveligt, fortæller han.

Skolen er blevet forsømt

Sejren blev selvfølgelig fejret.

- Vi fejrede det med lidt champagne og en masse grin. Både dem, der har hjulpet mig personligt og så dem i gruppen. I dag har jeg svaret på en masse lykønskninger, fortæller han begejstret.

Thomas Østergaard indrømmer dog, at valgkampen er gået ud over skolen, som nu skal have fokus igen.

- Jeg er lidt bagud i skolen, så det skal jeg prøve at indhente. Jeg skal til at skrive SRP, fortæller han.

Han er ikke bekymret for, at hans alder skulle komme til at hæmme ham i byrådsarbejdet.

- Jeg tænker, at min gør, at jeg repræsenterer en anden del af befolkningen. Jeg kan se nogle ting fra en anden vinkel. Jeg er ikke bekymret for, at de kommer til at behandle mig dårligt. Jeg har allerede været til rigtig mange møder, og gruppen er så søde og lærer mig op, når der er brug for det, fortæller han.