19-årige Malthe kom ind på drømmestudiet

Fredag kom der svar til de unge, om de var blevet optaget på drømmestudiet eller ej.

Malthe André Jakobsen fra Holstebro kom ind på drømmestudiet på CBS.
Malthe André Jakobsen fra Holstebro kom ind på drømmestudiet på CBS.
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST

Rigtig mange af landsdelens unge mennesker har siddet spændt oppe i nat og ventet på at finde ud, om de er kommet ind på drømmeuddannelsen.

En af dem, der langt om længe fik udløst spændingen om fremtiden, er Malthe André Jakobsen fra Holstebro.

Tidligt fredag morgen var der svar fra CBS.

- Optaget, 1. prioritet. Så det er jo super, udbryder Malthe.

Heldigvis var det netop dét svar, han havde håbet på.

- Jeg vil ikke sige, jeg havde regnet med det for nogle dage siden, men sådan kan det gå, siger en glad og lettet Malthe André Jakobsen fra Holstebro.

3:04
 

Den 19-årige har ventet og ventet og ved nu med sikkerhed, at han i slutningen af august begynder på drømmestudiet europæisk business på CBS i København.

- Der sker jo rigtig mange ting i Europa lige nu med for eksempel Brexit og sådan noget, og hvordan det så påvirker de forskellige virksomheder, men også hvordan virksomhederne skal komme udover rampen, siger Malthe André Jakobsen om relevansen af det kommende studie.

Før han kan begynde, er der dog to ting han skal overstå.

- Jeg skal bestå matematik.

Og så skal han finde et sted at bo i København.