19-årig udtaget til landsholdet: Jeg er virkelig overrasket

19-årige Kristina Jørgensen spiller til daglig håndbold i Viborg. Nu skal hun spille mod verdens bedste. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

19-årig udtaget til landsholdet: Jeg er virkelig overrasket

19-årige Kristina Jørgensen fra Viborg HK er for første gang nogensinde udtaget til landsholdet.

Hun er kun 19 år, og nu skal hun repræsentere Danmark til VM i Tyskland til december.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har overraskende udtaget Kristina Jørgensen fra Viborg HK til landsholdstruppen.

- Jeg er virkelig glad og overrasket og stolt. Det er klart det største, der er sket i min karriere. Det var en kæmpe forløsning og virkelig dejligt. Jeg glæder mig til at få den oplevelse, siger Kristina Jørgensen.

Hun har tidligere spillet i Skanderborg, men skiftede før denne sæson til de grønne fra Viborg. Nu er den unge bagspiller for første gang udtaget til landsholdet.

- Det har været en drøm, siden jeg var en lille pige. Det er kæmpestort at få chancen allerede nu. Nu håber jeg bare, at jeg får nogle gode træninger, og jeg glæder mig til at give den gas og klø på og vise de andre, hvad jeg er, og hvad jeg står for, siger Kristina Jørgensen, der tidligere har været med til tre slutrunder med ungdomslandsholdet.

I alt har landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtaget 16 spillere til VM-truppen. En fjerdedel af dem kommer her fra landsdelen.

Ud over Kristina Jørgensen er også holdkammeraterne Stine Bodholt og Line Haugsted udtaget. Louise Burgaard fra FCM har gennem første halvdel af sæsonen også gjort sig fortjent til en plads i VM-truppen.

Mandag den 20. november samles landsholdet til to træningskampe mod Sverige forud for VM i Tyskland.

Kristina Jørgensen og Danmark spiller første kamp ved VM den 2. december. Her er modstanderen Montenegro.

00:27

Kristina Jørgensen har drømt om at komme på landsholdet, siden hun var en lille pige og så håndbold i fjernsynet.

Luk video

Hele VM-truppen

Målvogtere
Sandra Toft
Althea Reinhardt

Fløjspillere
Trine Østergaard
Fie Woller
Maria Fisker

Stregspillere
Stine Bodholt
Kathrine Heindahl
Sarah Iversen

Bagspillere
Line Haugsted
Stine Jørgensen
Lotte Grigel
Kristina Kristiansen
Kristina Jørgensen
Mette Tranborg
Line Jørgensen
Louise Burgaard