18.000 ansøgninger til VIA

Uddannelserne på professionhøjskolen VIA er så populære, at de for femte år i træk har fået flere ansøgere.

17.986 personer har i år sendt en ansøgning til en videregående uddannelse på VIA University College. Det kunne professionshøjskolen konstatere fredag kl. 12.00, da ansøgningsfristen til videregående uddannelser udløb. 

Næsten 2000 flere end sidste år havde sendt en ansøgning til de 41 uddannelser i Region Midtjylland. Det svarer til en fremgang på 12,2 procent siden 2012. Det er femte år i træk, at VIA oplever en stigning i antallet af ansøgninger.

Uddannelser tæt virkeligheden

Rektor på VIA University College Harald Mikkelsen er glad for, at der igen i år er så mange interesserede i uddannelsesstedet.  

- Vi ved, at vores studerende sætter stor pris på, at professionsbacheloruddannelserne er så tætte på virkeligheden. Vores uddannelser veksler jo mellem teori og praksis og indeholder for eksempel praktikophold, mange projekter i samarbejde med 'rigtige' arbejdspladser og muligheder for udlandsophold, siger Harald Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Det var især sygeplejerske-, pædagog- og socialrådgiveruddannelsen som har scoret mange ansøgninger, i år har de fået helt op til 35 procent flere ansøgninger end sidste år. Derudover er uddannelserne til ingeniør, bygningskonstruktør og markedsføringsøkonom også så populære, at de i år har fået flere ansøgninger. Et par hundrede af dem er endda fra udlandet.