180 grise uskadte efter brand i transport

Ilden blev hurtigt standset, da der pludselig gik ild i en grisetransport. Vejen er åben igen.

Ilden startede ved et baghjul.
Ilden startede ved et baghjul.
Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

En flok grise var i morges tæt på at blive ramt af flammerne, da der gik ild i en grisetransport. Alle kom dog helskindet fra oplevelsen.

- Der er ingen grise, der er kommet til skade. Vi har haft en dyrelæge fremme for at undersøge dem, og der er sagt god for dem alle sammen. Heldigvis, fortæller indsatslederen på stedet Viggo Moustgaard Rækby.

Det skete klokken tyve minutter over syv på Lemvigvej nordvest fra Struer. Branden startede bagerst på anhængeren, og flammerne kom derfor tæt på nogle af de cirka 180 grise.

- Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men umiddelbart er det den bagerste bagaksel i venstre side, hvor der er gået ild i et baghjul. Det er formentligt en bremsefej, der har antændt hjulet og bagpartiet. Der har været flammer bagerst, siger Viggo Moustgaard Rækby.

Flammer og røg kom fra et punkt ved det hele baghjul.
Flammer og røg kom fra et punkt ved det hele baghjul.
Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

Hjælp fra vidner

Der var stadig ild i anhængeren, da politiet ankom til stedet.

- Der er vidner på stedet der er snarrådige og får hentet diverse skumslukkerne, så sammen med brandvæsnet bliver det slukket, fortæller Viggo Moustgaard Rækby og tilføjer:

- Det er godt reageret af de her borgere, der har hjulpet. Ellers kunne ilden meget vel have bredt sig ind til grisene.

Efter ilden var slukket var Lemvigvej spærret i et par timer. Det skyldes, at oprydningsarbejdet ikke var nemt at gå til.

- Anhængeren kan ikke flyttes derfra. Vi skal have transporteret alle de her grise over i en anden lastbil. Det driller lidt, da grisene på øverste dæk ikke kan komme ned derfra, fortæller Viggo Moustgaard Rækby.

Lidt efter 11 var vejen dog åben igen.

Grisene skulle flyttes fra en lastbil til en anden.
Grisene skulle flyttes fra en lastbil til en anden.
Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST