18-årig pige dræbt i lastbilulykke

Den unge piges kæreste er alvorligt kvæstet efter ulykken, der skete ved Aulum

200413_Lastbilulykke.jpg

En ung kvinde fra Holstebro er død af de kvæstelser, som hun fredag aften pådrog sig i en voldsom trafikulykke ved Aulum. Her stødte en personbil, en ældre Mazda 323, sammen med en lastbil, der kørte ud på hovedvejen fra Kronborgvej.

Den 18-årige kvindes kæreste, en 22-årig mand fra Holstebro, blev alvorligt kvæstet ved sammenstødet, der skete omkring klokken 22. Manden blev med lægehelikopter overført til Kommunehospitalet i Aarhus. Hans tilstand er ifølge politiet stabiliseret.

Kvinden, der var passager i bilen, blev indlagt på sygehuset i Herning, men lægerne kunne ikke redde hendes liv.

Føreren af lastbilen slap uden fysiske men.