18-årig kan blive testkører for Porsche

Han er 18 år, mekanikerlærling, et kæmpe racertalent, og nu er han valgt til Porsches udtagelsesløb.

mikkelpedersen.jpg

18-årige Mikkel Overgaard Pedersen fra Struer har i sin debutsæson i den skandinaviske Carrera cup imponeret med en samlet 4. plads. Nu vil motorsportens elite se ham an i begyndelsen af oktober i Tyskland.

- Det betyder helt vildt meget. Min drøm det er helt klart at kunne være med til Porsche supercup. Det er allerede et stort mål, men den største drøm, det er at køre Le Mans, fortæller Mikkel Pedersen fra garagen hos familien i Struer, hvor hans racerbil lige nu er på værksted.

Til udtalelsesløbet får han to dage til at overbevise cheferne i Porsche om, at han skal være bilgigantens nye testkører og deltager i Porsche Supercup. Han skal dyste mod ni andre talenter fra hele verden.

Familien er med hele vejen

Den unge racerkører har ikke et hold med mange penge i ryggen. Det er et familieforetagende på sparebudget, hvor der ikke er råd til meget træning. Heldigvis er Mikkel Pedersens far Porsche-mekaniker, og han får hjælp fra andre mekanikere hos farens værksted. Han er dog selv i lære som mekaniker i Holstebro. Udover talentet er der en grund til, at han alligevel er kommet langt i så ung en alder.

- Han er en super personlig fyr. Han har en rigtig dyb respekt for andre mennesker, siger teammekaniker Jan Olesen.

På et år er Mikkel Pedersen rykket fra løb i Danmark til den skandinaviske Carreacup i Sverige. For ham har støtten fra familien betydet meget.

- Vi har gjort det her sammen. Altid. Når vi er ude på banen, har vi det sjovt, og vi hygger os sammen. Nu ved jeg godt, at det er på højt plan, og vi kæmper om at komme til Le Mans, men man skal aldrig glemme, at det kun er for sjov, siger det 18-årige stortalent, som drager til Tyskland i næste uge.

2:05
Mikkel O. Pedersen er udtaget til Porsches talentudtagelsesløb i Tyskland. Her skal han overbevise bilgigantens chefer om, at han er fremtidens racerkører.