18-årig fundet i god behold

18-årig fundet i god behold

En 18-årig pige fra Herning var forsvundet efter en bytur i Holstebro, men hun er nu fundet i god behold.

I mere end et døgn var der ingen livstegn fra en 18-årig pige fra Herning, efter hun forsvandt fra Holstebros bymidte mellem skærtorsdag og langfredag. Hun blev sidst set på beværtningen Die Bierstube, som hun forlod ved sekstiden i selskab med en mand.

Men nu er hun fundet igen - og i særdeles god behold.

- Hun har ringet hjem til sin mor og fortalt, at hun har det helt fint. Hun har været sammen med den unge mand lige siden byturen, siger Jens Claumarch.

Pigens familie var ellers dybt bekymret, fordi der ikke havde været lyd fra hende, siden en veninde forlod hende på værtshuset om natten. Den 18-åriges mobiltelefon kunne heller ikke spores, fordi den var løbet tør for strøm.