18-årig fængslet i narko-sag

Politiet regner med flere sigtelser i vestjysk sag om narkohandel.

Retten_i_Holstebro.jpg

En 18-årig mand fra Ringkøbing-Skjern Kommune blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet til den 21. juni i en sag om handel med narkotika.

Den 18-årige er sigtet for at sælge eller overdrage omkring 200 gram amfetamin - og for besiddelse af 80 gram ketamin og 20 gram amfetamin. Han erkender besiddelse af mindre mængder, men nægter salg.

Nu går politiet efter leverandørerne og køberne

Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre - af hensyn til politiets efterforskning. Anklageren i sagen, politiassessor Jens Severinsen, finder det meget sandsynligt, at der vil komme flere sigtelser i sagen. Efter fængslingen af den unge mand vil politiet nu forsøge at finde ud af, hvem der har leveret stofferne til ham - og hvem der har købt af ham.

Den 18-årige valgte ikke at kære fængslingskendelsen til landsretten.