18-årig anholdt for skunk-produktion

Politiet fandt mindre væksthus i lejlighed i Skave.

Skunk planter.jpg

Der var en uventet sidegevinst, da politiet onsdag ransagede en lejlighed i Skave ved Holstebro.

Det viste sig nemlig, at lejligheden var indrettet til produktion af skunk.

- Vi havde fået en ransagningskendelse i forbindelse med en anden efterforskning - og fandt så det man kan kalde et mini-væksthus med 98 skunkplanter, oplyser Gert Østergaard fra efterforskningen ved lokalpolitiet i Holstebro.

En 18-årig mand blev torsdag anholdt i sagen og sigtet for at overtræde den alvorlige narkoparagraf i straffeloven. Den 18-årige bor i Holstebro, men stod tilsyneladende som lejer af lejligheden i Skave. Politiets jurister har vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet, da sagen er fuldt opklaret. Men han kan formentlig senere se frem til en tur i retten.

Politiet vurderer, at den 18-årige var alene om skunkproduktionen.