18-årig sigtes for tredobbelt Opel Agila-tyveri

Politiet tog natten til tirsdag en 18-årig mand i færd med at stjæle nummerplader fra en Opel Agila. En ransagning afslørede efterfølgende flere Opel Agila-relaterede forbrydelser.

opel_agila_ecoflex_edition_b_-_frontansicht_30._august_2012_velbert.jpg

Kloken 01.09 natten til tirsdag tog politiet en 17 og en 18-årig mand på fersk gerning i tyveri i Herning. De to unge mænd var i gang med at stjæle nummerplader, da politiet opdagede dem. En ransagning hos den 18-åriges kæreste afslørede flere forbrydelser.

- Vi fik et tip om, at to unge mænd var igang med at rode med et køretøj på en parkeringsplads på Brændgårdvej. Vi nåede frem, inden de stak af, og det viste sig, at de var ved at afmontere nummerpladerne fra en Opel Agila, siger vagthavende leder hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Efterfølgende lavede politiet en ransagning hos den 18-åriges kæreste. Her fandt de yderlige ét sæt stjålne nummerplader fra en Opel Agila. Det var dog ikke den eneste forbrydelse, politiet opdagede under ransagningen. 

- Vi fandt også et stjålet køretøj, der viste sig at være en Opel Agila. Vi taler altså om tre tilfælde af Opel Agila-tyveri, hvilket må siges at være noget specielt, siger vagthavende leder hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Ved ransagningen fandt politiet også personlige papirer, der stammer fra indbrud et andet sted.

Tirsdag morgen er politiet stadigvæk i gang med at afhøre den 18-årige, der i forvejen er kendt af politiet. Den vagthavende leder hos Midt- og Vestjyllands Politi forventer, at den unge mand i løbet af dagen vil blive fremstillet i et grundlovsforhør.

Den 17-årige er løsladt, men politiet er i gang med at finde ud af, hvad der skal ske med ham. Han er ikke kendt af politiet.