18-årig pige redder dreng fra druknedød i friluftsbad

Gry Kaalund Nicolaisen blev søndagens helt, da hun reddede en 10-årig dreng fra druknedøden i Holstebro Friluftsbad.

Arkivfoto
Arkivfoto

Søndag åbnede Holstebro Friluftsbad for første gang i år. Åbningen blev særdeles dramatisk, da en dreng på omkring 10 år, der ikke kunne svømme, var tæt på at drukne. 

Heldigvis var 18-årige Gry Kaalund Nicolaisen fra Holstebro til stede i friluftsbadet. Hun fortæller, at drengen angiveligt var i gang med en dykkerleg, men pludselig lå han på bunden af bassinet, fordi han havde slået hovedet. 

En far til et andet barn fik den bevidstløse dreng hevet op af vandet og råbte på en livredder. Her reagerede Gry Kaalund Nicolaisen med det samme.

- Først fik vi folk på afstand, for der var rigtig mange i friluftsbadet. Tre af os forsøgte så at genoplive drengen. Han var uden puls og vejrtrækning. Jeg gav ham hjertemassage, og først ved 30. tryk vågnede han. Det tog 3-4 minutter at få ham tilbage, siger Gry Kaalund Nicolaisen, der er livredder og var i friluftsbadet med nogle af sine livreddervenner fra Holstebro Svømme Club.

Efterfølgende fik de alt det våde tøj af ham. De satte en hjertestarter på ham, som analyserede hans hjerte for at se, om der skulle stødes. Men alt var, som det skulle være, og der skulle ikke gøres mere. En ambulance blev tilkaldt og kørte drengen på sygehuset.

Har aldrig oplevet noget lignende

Gry Kaalund Nicolaisen, der lige nu læser til eksamen på HTX i Holstebro, har været livredder i lidt over et år. Hun har aldrig oplevet noget lignende.

- Jeg har oplevet, at folk skal bjerges, men jeg har aldrig genoplivet nogen før. Det var anderledes og meget specielt, fordi det var en lille dreng. Jeg tænkte ikke. Jeg gjorde det bare, siger Gry Kaalund Nicolaisen.

Gry Kaalund Nicolaisen er også svømmetræner i Holstebro Svømme Club. I svømmeklubben er de stolte over hendes indsats.

- Det er helt fantastisk. Vi er meget stolte. Svømning er den eneste sport, du kan dø af ikke at have lært. Derfor er det vigtigt at lære at svømme og ikke mindst at uddanne livreddere, der kan hjælpe i sådan nogle situationer, siger Thomas Maxe, der er næstformand i Holstebro Svømme Club.

Holstebro Svømme Club har ikke noget med Holstebro Friluftsbad at gøre. Holstebro Kommune driver friluftsbadet.