18-årig kvinde voldtaget af tre mænd i Herning

Tre mænd har voldtaget en 18-årig kvinde i Herning. En af gerningsmændene, en 33-årig mand fra Herning, er anholdt.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

Tirsdag aften har politiet anholdt en 33-årig mand i Herning for at have voldtaget en 18-årig kvinde.

Kvinden anmeldte voldtægten kl. 14.59 tirsdag eftermiddag. En voldtægt, der er sket natten til i går tirsdag i Herning.

Ifølge kvinden, der også har adresse i Herning, var der tre mænd om voldtægten, og kl. 22.08 blev en af dem altså anholdt i Herning.

- Han bliver fremstillet senere i dag formentlig for lukkede døre blandt andet af hensyn til den forurettede kvinde og de to andre gerningsmænd, som vi stadig mangler, siger Bent Smedegaard, politikommissær hos lokalpolitiet i Herning.

Fordi grundlovsforhøret formentlig bliver afholdt for lukkede døre, vil politiet ikke sige mere om voldtægtssagen på nuværende tidspunkt.

Opdateret kl. 17.06
Den 33-årige mand er blevet løsladt igen, men Politiet fastholder sigtelsen mod manden.