18-årig kvinde overfaldet med kniv

En psykisk syg mand eller forsøg på voldtægt - politiet kender endnu ikke motivet.

Ny politibil front, udrykning 150713.jpg

En 18-årig kvinde blev fredag aften klokken 21.30 overfaldet af en knivbevæbnet mand på en sti ved Arentdalsvej i Silkeborg.

Kvinden var på vej hjem fra arbejde, da hun opdagede, at en mand fulgte efter hende. Hun forsøgte at slippe væk, men manden fik hende væltet omkuld, hvorefter han satte sig ovenpå hende og snittede hende med en kniv i ansigtet og på den ene arm.

Heldigvis blev manden forstyrret af et ældre ægtepar, som var ude for at lufte deres hund. Da han så ægteparret, valgte han at stikke af.

Politiet har endnu ikke et bud på, hvad der ligger bag overfaldet.

- Alt er i spil. Det kan være en psykisk syg mand eller et forsøg på voldtægt. Vi ved ikke, hvad motivet var, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen.

Den 18-årige blev efter overfaldet undersøgt af en læge, men bortset fra overfladiske læsioner har hun ikke lidt fysisk overlast.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der kan hjælpe med at finde frem til gerningsmanden, ligesom de gerne vil tale med det ældre ægtepar, som fik manden til at stikke af. Parret var 60-70 år, manden brugte stok, og de gik med en hvid terrier.

Oplysninger i sagen til politiet til telefon 114.