179 cyklister sigtet

I denne uge gennemfører Midt- og Vestjyllands Politi en stor kontrol af cyklister. Det har de første to dage ført til 179 sigtelser. (Arkivfoto)

Patrulje i bil.jpg

Der er god grund til at have lygterne tændt og overholde færdselsloven. Hele denne uge er politiet nemlig på kontrol i hele landet. Den 9. november sidste år trådte en ny lov om cykeludstyr i kraft. Og det er på baggrund af den, at politiet nu er på kontrol.

- Hvis vi ikke følger op på de nye love med kontrol, så virker det ikke. Samtidig kører der også kampagner, og uden dem ville det heller ikke virke, siger leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, John G. Christensen.

De 179 sigtelser er blandt andet for at køre uden lygter eller med de forkerte lygter.

- Vi forventer at antallet af overtrædelser falder efterhånden som folk hører om det. Og det er jo det vi gerne vil have, siger John G. Christensen.

Politiet fortsætter ugen ud, og vender tilbage med endnu en kontrol i slutningen af februar.