17-årige indrømmer bagerindbrud

To 17-årige drenge fra en døgninstitution indrømmer, at de har forsøgt at lave indbrud hos bageren i Sunds.

091211_Politibil_0.jpg

Klokken 2.15 natten mellem onsdag og torsdag lød alarmen fra Brøndums Bageri i Sunds. Ruden til butikken var blevet knust. Selv om gerningsmændene var væk, da politiet ankom til bageriet, fandt de hurtigt ud af, hvem, der stod bag. På overvågningsbilleder kunne de nemlig genkende to 17-årige drenge fra en døgninstitution i Sunds. Begge drenge er kendt af politiet for tidligere at have lavet indbrud, og den ene erkendte da også med det samme, at han havde været med til indbrudsforsøget. Først torsdag morgen tilstod den anden dreng.

- Normalt for man en bøde i sådan en sag, men da de tidligere har lavet lignende kriminalitet, kan de risikere en betinget dom, fortæller Bent Smedegaard, der er vicepolitikommissær hos politiet i Herning.

Begge drenge er nu løsladt igen.