17-årig røvet efter bytur

En 17-årig ung mand fra Nørre Felding blev i nat truet og frarøvet kontanter på vej hjem fra Holstebro.

Politi.dk jakker_type1.jpg

Den 17-årige mand blev mellem klokken 01:15 og ca. 02 passet op af to mænd, da han til fods passerede rundkørslen på Skjernvej i Holstebro i den nedsænkede del af rundkørslen, der er for fodgængere og cyklister.

Den 17-årige har til politiet forklaret, at han pludselig blev grebet hårdt bagfra og holdt fast, mens han fik presset noget hårdt ind i ryggen.

Herefter trådte den ene af overfaldsmændene ind foran ham, og krævede at få udleveret hans pung. Den indeholdt 250 kroner, og de to stak herefter af til fods.

Signalement

Signalementet af de to mænd er sparsomt. De beskrives begge som værende mellem 20 og 30 år og som lidt forhutlede. 

Den ene havde lyst hår, der gik ned i bakkenbarter og videre ned over ansigtet til et skæg omkring hagen. Om den anden person husker den 17-årige, at han havde en mørkeblå jakke på.

Det var den unge mands familie, der senere på natten anmeldte overfaldet til politiet.

Nu vil politiet gerne høre fra vidner som kan have set eller hørt noget omkring rundkørslen på Skjernvej i nat.

Oplysninger kan gives til Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.