17-årig den første af sin slags i årtier

En 17-årig fyr fra Skjern har fået en lærerplads, hvor han virkelig kan forene sin hobby med sit job

Våben
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

17-årige Thomas Juhl Jensen er ikke som de fleste. Han har nemlig valgt en uddannelse, der kræver helt særlig præcision. Og nu har han fået læreplads i en forretning som den første af sin slags i flere årtier. 

Det er et ganske særligt håndværk, der virkelig fascinerer ham.  

- Jeg kan godt lide, at det er et gammelt håndværk og så præcisionen indenfor det. Det skal sidde i skabet før det er i orden, forklarer Thomas.

Han er lige startet på uddannelsen som våbenmekaniker. 

- Våben det er virkelig en drengedrøm, forklarer Thomas.

Lærepladsen har han fået her hos jagtforretningen Korsholm i Skjern. 

- Der er meget at lære, og der er meget at lære bagefter. Og han skulle jo gerne lære det hele fra bunden, fortæller Thorkild Voigt.

Men det er sjældent, at nye elever får mulighed for at lære det hele fra bunden. Det er nemlig 30 år siden der sidst var ansat en våbenmekanikerelev her i forretningen. 

- Det er jo lidt specielt, og vi har jo forberedt os på det og snakket om det, så det skal vi jo også lige vænne os til igen, forklarer Thorkild.

Ifølge direktøren så bliver den nye elev da også en del af en lille gruppe våbenmekanikerelever. 

- Jeg tror ikke der bliver uddannet mere end en håndfuld om året, hvis overhovedet. Så der er rigtig mange, der gerne vil, og vi får mange ansøgninger, fortæller Henrik Korsholm, der er medindehaver af Korsholm.

En af ansøgningerne kom allerede fra Thomas Juhl Jensen, da han skulle vælge praktiksted i niende klasse.   

- Der foreslog min lærer, at jeg skulle tage herud i Korsholm, for hun vidste også godt, jeg var lidt skydegal - og det fangede mig, forklarer Thomas.

Det gjorde det også for praktikstedet, som ikke er i tvivl om, at de har ramt rigtigt. 

- Jeg regner da med, at Thomas han bliver her de næste 60 år - for jeg kan mærke på ham, at han vil det her, og så skal vi nok forme ham til at blive den bedste, forklarer Henrik Korsholm, der er medindehaver af Korsholm. 

På værkstedet er den nye mand da også allerede glad for sit nye fag.  

Når vi spørger ham, om det hele der omhandler våben det er bare fedt - er svaret klart -  Ja! 
Thomas Juhl Jensen regner med at være uddannet våbenmekaniker om fire år.