16-årig pige kørte galt i mors bil

En 16-årig pige fra Viborg lånte mandag aften sin mors bil, for at køre sig en tur, selvom pigen intet kørekort har. Køreturen endte med et færdselsuheld

Politi.dk logo 2_0_0.jpg

Der er en grund til, at man skal bruge mange timer på kørelektioner og teoriprøver, inden man bevæger sig ud i trafikken.

Det må en 16-årig pige fra Viborg erkende, efter at hun mandag aften lånte sin mors bil, for at køre sig en tur. Forældrene vidste ikke, at hun havde snuppet bilen.

Overholdt ikke vigepligt

Da hun kørte ad Indre Ringvej mod nord, og ville svinge til venstre af Kirkebækvej, glemte hun at overholde sin ubetingede vigepligt, og kørte derfor ind i siden på en anden bil.

Føreren af den anden bil var en 69-årig mand. Ingen af de to bilister kom til skade, men begge biler fik en del skrammer.

Den unge pige er nu sigtet for at køre uden kørekort og for ikke at overholde sin vigepligt. Hun kan se frem til en bøde på omkring 5.000 kroner, da hun er under 18 år.

Havde hun været over 18 år, ville bøden for at køre uden kørekort være på 7.000 kroner.