16-årige Maiken: En kæmpestor beslutning – men det jeg vil

Foto: Privatfoto

16-årige Maiken: En kæmpestor beslutning – men det jeg vil

Følg gymnasieeleven Maiken Gammelby de sidste timer, inden hun vælger retning for resten af sin gymnasietid.

Klokken er 6.50. Det er tirsdag. Yoghurt og frisk mango skåret i tern fylder Maiken Gammelbys morgentallerken. Mens studievalget fylder den 16-årige gymnasieelevs hoved.

Der er cirka et døgn til hun skal beslutte, hvilken linje hun vil gå på resten af sin gymnasietid på Viborg Katedralskole.

- Jeg har tænkt meget over det, det er en kæmpestor beslutning. Det er jo de næste tre år.

  Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

 

Hun hælder til Biotek-linjen. Ligesom storesøsteren der går i 3.g, men som også har advaret hende. Søsteren synes, det er hårdt. Og så ligger Science-linjen også og lurer i baghovedet.

Maiken Gammelby har prøvet Science i løbet af de første tre måneders grundforløb, og nærmest til hendes ærgrelse var hun helt vild med det. Det har i hvert fald ikke gjort hende klogere.

Det eneste hun ved med sikkerhed er, at hun vil have biologi. Hun elskede faget i folkeskolen, og hun vil også gerne arbejde med kroppen. Måske noget med fysioterapi. Men det hjælper ikke Maiken Gammelby meget, her få timer før hun skal træffe valget.

Og så alligevel, for hun kan ikke have biologi på A-niveau med Science, men måske er det nok at have det på et lavere niveau.     

Det er et større regnestykke.

En stor beslutning så tidligt i livet

Maiken Gammelby bor i Bjerregrav lidt uden for Viborg. Hver morgen kører hun med sin mor, Birte Gammelby, til skole. Eller faktisk sidder storesøsteren på 17 bag rattet, med moren som støtte på passagersædet. Og Maiken bagi. Her sidder hun og tænker over det svære valg.

- Det har godt nok fyldt meget. Mine forældre har måtte høre på mange spekulationer, men det var været rart at have dem at læsse af på.

Og mor nikker på passagersædet.

- Det er en stor beslutning så tidligt i livet. Den retning som hun hele tiden har snakket om, der kan begge linjer jo egentlig du. Så vi har egentlig hele tiden sagt til hende, at det hun sådan har mest lyst er nok det, der er bedst. Fordi, hvis man har lysten, så går alting jo lidt nemmere, siger Birte Gammelby.

  Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

I klassen sætter Maiken sig ved siden af Cecilie og Sarah. 1.G 1 har matematik i første time. Inden timen går i gang, logger de to sidekammerater på deres computere og vælger studieretning. Cecilie på Science og Sarah på samfundsfag.

Det tager ikke mange sekunder at udfylde, og lettelsen fylder begge pigers ansigt, men Maiken venter.

Efter de to seneste tilmeldinger har 202 valgt retning ud af Viborg Katedralskoles 358 førsteårselever. 156 mangler stadig at træffe den svære beslutning, ligesom Maiken Gammelby.

Maiken kan vælge, hvad hun vil

Matematiktimen begynder med, at eleverne får en screening tilbage.

Opgaven skal vise elevernes niveau. Maikens prøve er gået godt. Hun har klaret sig godt nok til, at hun kan vælge den linje hun vil. Det er vigtigt, fordi hun skal bruge matematik lige meget hvad. Så langt, så godt.

Dagen fortsætter sin gang, mens det svære valg rykker nærmere. Dansk. Naturvidenskab. Frokostpause.

 

  Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Maiken spiser med Cecilie, Sarah og Anne fra klassen. Anne har også valgt retning, så i den lille pigegruppe er Maiken den eneste, der mangler.

De har det godt sammen i klassen. På trods af, at de kun er en midlertidig klasse, der nu bliver sendt i alle mulige forskellige studieretninger, så er de hurtigt blevet tætte gennem den første tid med fredagsbarer og gymnasiefester.

- Vi har da knyttet et bånd, og de har hjulpet mig på plads her på skolen. Vi har været i samme båd alle sammen, så det er bare rart, forklarer Maiken Gammelby.

Men det skal nok gå, som pigerne siger. De går jo stadig på samme gymnasie og skal stadig have tysk sammen. Og på studietur til Berlin sammen i foråret. Det glæder de sig til.

  Foto: Privatfoto

 

Det svære valg

Efter den sidste time tager Maiken bussen hjem. Da hun kommer ind i køkkenet, sætter hun sig ved bordet og logger på sin computer. Nu skal det være.

Med musen vælger hun Biotek fra listen som førsteprioritet. Og Science som andenprioritet. Trykker på gem. Og puster ud.

- Puha. Det er helt mærkeligt. Velkommen til de næste tre år, siger Maiken Gammelby. Og griner lettet. 

 

  Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

 

- Ej, men det er det, jeg vil. Nu er det overstået, og det føles godt, siger hun med et kæmpesmil. 

I næste uge holder Maiken Gammelby efterårsferie. Når hun kommer tilbage venter to eksamener, inden hun fredag d. 27. oktober begynder på Biotek-linjen. 

09:01 Luk video