1.500 folkeskoleelever indtager streetfestival i Viborg

De mange elever får lov til at prøve et væld af forskellige gadeaktiviteter.

Graffitimalingen er et af de store hit på festivalen. Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Hvis du godt kunne tænke dig at prøve kræfter med graffitimaling, parkour eller dansebattles, så er det godt nyt, hvis du er folkeskoleelev i og omkring Viborg i disse dage.

Læs også Over 5000 løbere til Danmarks ældste løb

Lige nu er Viborg Streetfestival nemlig i fuld gang, og her får intet mindre end 1.500 elever i Viborg kommune lov til at kaste sig ud i en række anderledes aktiviteter.  

Festivalens arrangører sigter efter at få folkeskoleelevernes til at få øjnene op for alternative måder at bevæge sig på.  

- Der er altid en bagtanke. Det er selvfølgelig for at få nogle nye medlemmer ude i klubberne, kommer det med et glimt i øjet fra Ole Christensen fra Viborg Ungdomsskole.

- Vi har allerede fået øje på en hel del af børnene, som har flair for det, så det er bare med at komme ned i klubben. Jo flere der melder sig til, jo bedre. Men det vigtigste er selvfølgelig, at de bare har det sjovt, lyder det.

Parkour er en af de mange discipliner, eleverne kaster sig over på festivalen. Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

- Vild med at se børnene blomstre

Det er ungdomsskolen, der sammen idrætshøjskolen arrangerer streetfestivalen, der bliver afviklet for sjette år i træk.

En af grundene til at Viborg Streetfestival er blevet en tilbagevendende begivenhed, er det høje humør.

- Jeg er helt vild med at se børnene blomstre. Selvom de måske ikke altid har lyst til at være med i en aktivitet, så ender det alligevel med, at de er med, siger medarrangør Henriette Aamand Holm, der er elev på Viborg Idrætshøjskole.

- Det synes jeg er helt vildt fedt. Det er så givende, når børnene bare giver alt, forklarer hun.

Viborg Street Festival fortsætter til og med torsdag. 

01:32

1.500 skoleelever prøver kræfter med anderledes sportsgrene i Viborg. Video: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Luk video