15 meter høj gasflamme rejste sig i Tjele

Mandag blev 4000 kubikmeter gas brændt af i Tjele. Det resulterede i en 15 meter høj flamme. Det så voldsomt ud, men afbrændingen var planlagt.

Flamme tjele
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Folk i den umiddelbare nærhed af Tjele fik sig muligvis en forskrækkelse mandag formiddag. Mellem klokken 11 og 12 brændte HMN Gasnet i alt 4000 kubikmeter gas af.

- Stålledningen skal tømmes – og dette gøres netop ved at afbrænde gassen. Afbrænding er den mest hensigtsmæssige måde at tømme rørene på, både med hensyn til klima og økonomi”, forklarer Søren K. Andersen.

Afbrændingen resulterede i en 15 meter høj flamme og en voldsom larm på cirka 110 decibel.

- Der er tale om en kontrolleret afbrænding, hvor alt er planlagt ned til sidste detalje. Man skal ikke begynde at ringe til politi og brandvæsen. Vi har tidligere foretaget en række tilsvarende afbrændinger, og i alle tilfælde er det hele gået som forventet og uden uheld, siger Søren K. Andersen fra HMN GasNet.

Årsagen til afbrændingen er at gasledningen skal flyttes i forbindelse med byggeri i området.