15-årig anholdt for drab i Lemvig

Dreng fra Lemvig anholdt for drabet på 77-årig kvinde. Det var tilsyneladende et forsøg på at bruge hendes kreditkort i en sexbutik på nettet, der førte til anholdelsen.

080414LemvigDrab_.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi har tilsyneladende opklaret drabet på den 77-årige Else Johannesen fra Lemvig.

En 15-årig dreng fra Lemvig blev mandag klokken 13.02 anholdt i sagen. Han vil tirsdag blive fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Holstebro. I en pressemeddelelse oplyser politikommissær Jørgen Lauritsen, at politiet indtil videre ikke har yderligere oplysninger i sagen.

Fandt "en del effekter" i affaldscontainere

Den 77-årige kvinde blev lørdag formiddag fundet kvalt i sin lejlighed i Lemvig. Politiet konstaterede, at den dræbtes pung var forsvundet fra lejligheden, og folk fra beredskabsstyrelsen har mandag gennemsøgt 30 affaldscontainere fra Lemvig centrum for spor i sagen.

Politikommissær Jørgen Lauritsen oplyser til TV MIDTVEST, at der er fundet "en del effekter", der nu skal undersøges nærmere. Hvad det drejer sig om, vil han ikke oplyse.

Politiet har flere gange efterlyst vidner i sagen. Det er stadig uvist, hvad der førte til gennembruddet i sagen. Da TV MIDTVEST mandag morgen spurgte Jørgen Lauritsen, om der var nogle mistænkte i sagen, havde han ingen kommentarer.

Kreditkort brugt i sex-butik

Ifølge tv2.dk var det tilsyneladende et forsøg på at bruge Else Johannesens kreditkort til at købe sexlegetøj på nettet, der førte politiet på sporet af den 15-årige.

Indehaveren af sexshop.dk Michael Peter Hansen siger til tv2.dk, at han mandag blev ringet op af politiet, som kunne se, at nogen havde forsøgt at bruge den 77-åriges kreditkort i hans webshop. 

- Vi har nu givet dem ip-adressen og de andre oplysninger, som vi registrerede om ham, der forsøgte at handle hos os. Det gælder både navn og adresse. 

Ifølge Michael Peter Hansen blev kreditkortet brugt til at forsøge at købe et stykke sexlegetøj til 1839 kroner. Købet på hjemmesiden blev ifølge indehaveren forsøgt gjort klokken 04.50 - hvilket er omtrent fem timer inden, at hjemmehjælpen fandt den dræbte Else Johannesen.

Politiet har ikke ønsket at bekræfte disse oplysninger over for TV MIDTVEST.

Interview med politikommissær Jørgen Lauritsen om anholdelsen af den 15-årige fra Lemvig:

0:43

0408141Containere.jpg

Beredskabsstyrelsen har mandag gennemsøgt 30 containere, som politiet har beslaglagt i Lemvig centrum.

1:46
Politiet har i dag anholdt en 15-årig fra Lemvig for drabet på 77-årig Else Johannesen.