15-årig skoleelev solgte kanonslag

Politiet beslaglagde ulovligt fyrværkeri i Thisted og Karby

Arkivfoto
Arkivfoto
Foto: TV MIDTVEST

Sæsonen for ulovligt og farligt fyrværkeri er begyndt tidligt i Thy og på Mors.

Der er de seneste dage sprængt flere postkasser i luften i de to kommuner, og torsdag lykkedes det lokalpolitiet i Thisted at få fat i noget af det ulovlige fyrværkeri.

Hos en 30-årig mand i Karby på Mors beslaglagde politiet 85 ulovlige kanonslag. Den 30-årige erkendte samtidig at have solgt 50 kanonslag videre til en kun 15-årig skoleelev i Thisted, så han fik også et besøg af ordensmagten.

Politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted fortæller, at betjentene kun fandt et enkelt kanonslag hos den 15-årige, som tilsyneladende har solgt nogle af kanonslag, som han købte af morsingboen, videre.

- Vi vil meget gerne opfordre til, at folk tænker sig lidt om. Det her er livsfarligt og i øvrigt også strafbart, siger politikommissæren.

Han opfordrer samtidig forældrene til at være opmærksomme på, om deres børn køber eller bruger noget af det ulovlige fyrværkeri.

Så sent som torsdag aften blev to postkasser sprængt i luften i Erslev.

Den 30-årige mand fra Karby er ifølge TV MIDTVESTs oplysninger tidligere taget med ulovligt fyrværkeri.