14-årig kvæstet pige i kommunikationskaos

Elendige kommunikationskanaler mellem sygehusene i Region Nordjylland har store konsekvenser for patienter i Thy og på Mors.

210109Diana.jpg

14-årige Diana Mikkelsen blev hårdt kvæstet i en knallertulykke i november. Efter ulykken blev hun overflyttet fra sygehuset i Thisted til sygehuset i Aalborg. Forældrene fortæller, at de her fik besked om, at deres datter skulle opereres hurtigst muligt på grund af nogle indre blødninger. Men lægerne kunne ikke gå i gang med operationen - de manglede røntgenbilleder

Ikke teknisk muligt

Selv om lægerne i Aalborg rykker adskellige gange efter journal og røngtenbilleder fra Thisted, får de dem ikke tilsendt.

- Så går han ind og ringer en gang til og så siger han: Jeg bliver i telefonen, indtil jeg har de oplysninger, jeg skal bruge, og da får han så at vide, at det ikke var teknisk muligt at sende dem, fortæller Diana Mikkelsens far.

En daglig kamp

Situationen er langt fra enestående. Dagligt kæmper lægerne på sygehusene i Thisted og Nykøbing med det edb-system, der forbinder dem med de øvrige sygehuse i Region Nordjylland.

- Vi sender billederne af sted, og de kan ikke modtage dem deroppe. Og enten er vi nødt til at sende igen, og det forsinker processen, eller også er de nødt til at lave supplerende undersøgelser i Aalborg, fortæller Torben Scherff Sørensen, der er ledende overlæge ved ortopædkirurgisk afdeling på Sygehus Thy-Mors.

På sygehusene i Thisted og Nykøbing bruger de stadig det edb-system, de brugte under det gamle Viborg Amt. Det er ikke lykkedes at få regionen til at ændre systemet.

Hør Søren Mikkelsen fra Nykøbing fortælle om den dag, hans datter var involveret i en alvorlig trafikulykke - og om hans frustration over det kommunikationskaos, der udsatte datterens livsvigtige operation i timevis:

3:16