14-årige Isabella smadrer voksne mænd i kørestolsrugby

Isabella Vad Koch er trods sine 14 år en af Danmarks dygtigste til at spille kørestolsrugby.

14-årige Isabella Vad Koch har spillet kørestolsrugby i tre år. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Hun er den suverænt yngste på holdet, 14-årige Isabella Vad Koch.

Læs også Mistede førligheden i ulykke – nu spiller Nikolaj kørestolsbasket

Alligevel kunne hun sagtens følge med mod de op til 20 år ældre med- og modspillere ved Danmarksmesterskabet i kørestolsrugby, som blev afviklet i Hald Ege ved Viborg i weekenden.

Faktisk er hun allerede blandt de bedste spillere i Danmark.

- De tænker, jeg bare er en lille pige på 14 år, og at de nok skal klare mig.

- Men de tager deres ord tilbage igen, når vi vinder over dem. Så kan de godt sige ’okay, hun er egentlig ret god til det der’, siger Isabella Vad Koch.

Har siddet i kørestol hele livet

Isabella Vad Koch har siddet i kørestol hele livet, fordi hun er født med rygmarvsbrok.

For tre år siden fik hun øjnene op for kørestolsrugby, og siden har hun været vild med sporten og holdet ’Full Pull’, som hun er en del af.

Læs også Thomas og Rune ville hjælpe ven i kørestol – har opfundet smart hjulrenser

- Det begyndte med, jeg følte mig udenfor. Der var ingen i min klasse, der vidste, hvordan det var at sidde i en stol, forklarer Isabella Vad Koch.

Hun blev hurtigt fanget af rugbyverdenen og de fordele, der følger med, når man dyrker en fysisk hård sportsgren.  

- Hvis du er sur på nogen, så er det meget sjovt bare at få lov til at køre ind i dem, lyder det.

Typen der bliver ved og ved

Den frygtløse stil er også blevet bemærket af holdets træner.

- Hun brækker aldrig af, når der kommer en og vil ramme hende. Det tænder hende bare endnu mere. Hun hamrer løs på folk. Hun er typen, der bare bliver ved og ved, siger John Hinrup. 

- Om fire-fem år er hun en af de spillere i Danmark, der virkelig kommer til at gøre sig gældende.

Trænerens udmelding passer helt fint til rugbyspillerens egne ambitioner med sporten.

- Jeg kunne godt tænke mig, at det bliver en større del af mit liv, fortæller Isabella Vad Koch.

02:02

Hun er bare 14 år gammel, men allerede én af de bedste i Danmark til kørestolsrugby.

Luk video