Over al forventning: Tusindvis af gæster tog færgen til Venø

Gratis færge fik gæsterne til at strømme til Venø i Påsken.

Foto: Jacob Krogsgaard Nielsen, TV MIDTVEST

De er ikke ligefrem vant til lange bilkøer ved færgen over til Venø. Men her i påske har køerne ind i mellem været lange og færgen har sejlet i pendulfart.

I følge færgens Maritime Chef fik 13-14.000 passagerer en tur med færgen enten den ene eller anden vej. Og 6000 biler blev fragtet over enten fra fastlandet til Venø eller modsat. 

Der har været dobbelt så mange gæster, som der plejer at være i påsken

Susanne Lysgaard, Venø Kro

Da alle passagerer jo for det meste skal begge veje med færgen, betyder det at omkring 7000 gæstede Venø i påskeugen. Sidste år i påsken var der også gratis færge til Venø. Den gang tog 6000 passagerer med.

Og med 1000 flere gæster er succesen til at tage at føle på.

- Det er over alt normalt. Vi havde køer til færgen, det plejer vi ikke lige frem at have. De holdt i kø 10-15 minutter, heldigvis kan vi flytte mange biler i timen, siger den Maritime Chef, Søren Adsersen.

Turen til Venø tager ikke mere end et par minutter.

Det var beboerforeningen VenøBoen, der sammen med færgeoverfarten tilbød at alle kunne komme gratis til Venø i påsken. 

- Det har været en succes, set med vores øjne, fortæller Søren Adsersen fra Venøfærgen.

Dobbelt så mange gæster på kroen

De mange gæster kunne opleve stort set alt, hvad øen ud for Struer har at tilbyde. Lige fra gallerier, åbent hus hos øens virksomheder og så valgte omkring 1000 gæster at spise på kroen.

- Vi har haft meget travlt her i påsken. Der har været dobbelt så mange gæster, som der plejer at være i påsken, fortæller Susanne Lysgaard, som er medindehaver af Venø Kro.

- Der har været lige så mange som på gode sommerdage i juli måned.

Og selv om kroen er vidt berømt for sin Venø Bøf, så var det faktisk ikke den gæsterne helst ville have.

- Det var stjerneskud og muslinger. Dem har vi udsolgt af, siger kromutter. 

Et af formålene med at invitere de mange gæster gratis til Venø er, at beboerforeningen håber det kunne give nogle lyst til at bosætte sig på øen mere permanent.

Læs også Gratis færge skal lokke flere til Venø