13-årige Tobias Brix hitter igen

Den kun 13-årige Tobias Brix fra Viborg har netop udgivet sin fjerde single, og den klarer sig over al forventning.

Tobias Brix
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Tobias Brix fra Viborg er, på trods af sine kun 13 år, allerede godt i gang med at lave sin egen musik.

- Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en karriere, nærmere en hobby som jeg rigtig godt kan lide, siger den beskedne viborggenser med kunstnernavnet Tobias TKB.

I år deltog han i programmet "Danmark har Talent", og sidste år var TV MIDTVEST med under indspilningerne til Tobias Brix' første single "Rapperhjerte". Nu er der igen nyt fra den unge viborgenser, og den nye single "Vil Du Vil Du", der udkom for to uger, har fået en varm modtagelse. 

Tobias' seneste sang 'Vil du Vil du' ligger lige nu nummer 2 på listen "Denmark Viral 50" på musiktjeneste Spotify.
Tobias' seneste sang 'Vil du Vil du' ligger lige nu nummer 2 på listen "Denmark Viral 50" på musiktjeneste Spotify.
Foto: Screendump / Spotify

Efter blot 14 dage ligger sangen nummer to på musiklisten "Denmark Viral 50". En liste, der ligger på musiktjeneste Spotify. Listen monitorerer sanges aktivitet på sociale medier, det vil sige, at den måler antallet af likes, delinger, kommentarer og afspilninger, og her klarer Tobias Brixs nye sang sig altså særdeles flot på de danske sociale medier. 

- Jeg synes, at det er virkelig, virkelig stort. Det er meget uvirkeligt. Jeg havde ikke drømt om, at det ville ske, siger Tobias Brix, da TV MIDTVEST fanger ham på en telefon på vej til Jelling. Her tager han senere lørdag hul på sommerens række af koncerter.

Til sammenligning ligger store kunstnere som Medina og Sivas på henholdsvis plads nummer 24 og 48 på listen. 

Siden 2015 har Tobias Brix spillet mere end 80 koncerter, og denne sommer er der mulighed for at opleve ham 17 gange rundt om i sommerlandet, blandt andet i hjembyen Viborg til august. 

'Vil Du Vil Du' er Tobias TBKs fjerde single på et år. Den er lavet sammen med artisten Karoline Fransiska, der er kendt fra Voice Junior.  

13:01
Den kun 12-årige Tobias Brix fra Viborg har allerede prøvet at optræde på store scener og nationalt tv. Nu er han klar med sin første single.