13-årig dreng havde amfetamin i lommerne

​Politiet kalder anholdelsen bekymrende.

Blå blink sol
Foto: Flemming Christensen

I går opdagede en politipatrulje to drenge i Skive Midtby, som havde valgt at køre sammen med én knallert. Det må man ikke, så betjentene valgte at stoppe dem.

Knallertføren var en 16-årig dreng, og på bagsædet havde han en dreng på 13 år.

- Betjentene lagde mærke til, at den 13-årige var mere nervøs, end man normalt er i den situation. Så de vælger at visitere ham, fortæller Niels Bach fra Skive Politi.

I drengens lomme finder politiet en lille pose med hvidt pulver, og de vælger derfor at tage ham med på stationen.

Amfetamin

På stationen tester pulveret positivt for amfetamin.

På grund af drengens alder, så skal det skal indberettes til kommunen, og de var derfor tilstede under afhøringen af drengen. 

- Vi gør det ved sagen, som vi nu engang skal, men herefter tager de sociale myndigheder over, siger Niels Bach.

Han ser med alvor på sagen.

- Drengen er meget ung, så sagen giver grund til panderynken, forklarer han.