125 børn løb for en god sag i Viborg: - Giver en enorm glæde

​Fonden Børnenes Ven har brugt 24 timers løbet i Viborg på at sætte fokus på børns trivsel i fritidslivet.

De mange miniput-løbere gav alt, hvad de havde, da den en kilometer lange rundstrækning på børneruten skulle løbes søndag formiddag. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Der er blevet løbet adskillige kilometer til årets udgave af 24 timers løbet i Viborg, og søndag var det så de mindstes tur til at trække i løbeskoene.

Læs også Familie er til løbefestival for 10. gang: Holder den kørende i et døgn

I et børneløb, arrangeret af Minna Due Jensens fond, Børnenes Ven, var omkring 125 børn samlet ved Søndersø søndag formiddag for at sætte fokus på børns trivsel i forenings- og fritidslivet i Viborg Kommune.

- Jeg har altid været børnenes ven, men det bliver pludselig meget konkret, når det sker igennem sådan en indsats som denne. Det giver mig en enorm glæde at være med til sådan et arrangement, siger Minna Due Jensen.  

- Fritidsfællesskab er en livsbetingelse for mig, og derfor er jeg så glad for, at jeg har mulighed for at hjælpe børn og give dem noget med i rygsækken, som de kan bruge, når de bliver voksne.  lyder det.

Minna Due Jensen stiftede Børnenes Ven for fire år siden.  Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Støtter med mere end 100.000 kroner

Minna Due Jensen, der er gift med den tidligere administrerende direktør i Grundfos, Niels Due Jensen, stiftede Børnenes Ven i 2014 for at støtte så mange børn og unge i Viborg Kommune som muligt til at få oplevelser i fritidslivet uanset, hvilke sociale og økonomiske vilkår børnene kommer fra.

Børnene var klar i startområdet, inden løbet blev frigivet. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Massevis af forældre var med for både at løbe og støtte op om arrangementet. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

  Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

  Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

  Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Hvert år donerer hun 100.000 kroner af sine egne midler til fonden, der samler yderligere ind ved at deltage i arrangementer som 24 timers løbet.

- Nogle år ender vi med at kunne bidrage med 150.000 kroner til børn i vores nærområde, som har brug for det.

- Det giver mig mere energi, end jeg overhovedet havde forestillet mig. Det giver mig helt vildt meget at kunne hjælpe de her børn. Det er faktisk lidt af en forløsning for mig, fordi jeg i så mange år gerne har villet gør det her, men idéen skulle jo lige forme sig, før det kunne blive til virkelighed. Det er en stor fornøjelse, siger Minna Due Jensen.

Fonden støtter blandt andet betaling af børns kontingent, udstyr og stævnegebyrer.

Selv de allermindste kunne være med. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Læs også Skal bokse VM-kamp om en uge – alligevel hjælper hun til 24 timers løb