120 medarbejdere flytter fra Tarm Rådhus til Ringkøbing

120 medarbejdere flytter fra Tarm Rådhus til Ringkøbing

Ringkøbing-Skjern Kommune har besluttet, at rådhuset i Tarm skal lukkes. Kommunen flytter de 120 medarbejdere til tomme Vestas-lokaler i Ringkøbing.

Ringkøbing-Skjern kommune har nu fundet en løsning til de 120 kommunale medarbejdere, der mangler kontorplads, når det skimmelsvamp-ramte rådhus i Tarm lukker.

Lejer sig ind

Kommunen har lavet en aftale med Vestas om at leje virksomhedens tomme lokaler på Smed Sørensens Vej i Ringkøbing. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag.

De 120 medarbejdere fra kommunens afdeling for land, by og kultur indtager Vestas-lokalerne 1. november. Aftalen er treårig.

Ikke det eneste rådhus med skimmelsvamp

Rådhuset i Tarm er blevet erklæret uegnet til brug, fordi rådhuset er plaget af skimmelsvamp. Det er det andet gamle rådhus i kommunen, der nu bliver tømt på grund af skimmelsvamp. Også det gamle Holmsland Kommunes rådhus i Hvide Sande er blevet tømt.

Nyt rådhus på vej?

Problemerne med de dårlige rådhuse i Ringkøbing-Skjern Kommune er blevet et større diskussionsemne. Byrådet har endnu ikke kunnet blive enige om, hvorvidt kommunen fortsat skal sprede administraionerne ud i kommunens byer, eller om det hele skal samles i ét nyt rådhus i Ringkøbing.