114MIDTVEST møder bankrøver

Politimagasinet 114MIDTVEST sætter mandag d. 21. februar kl. 19:30 fokus på de mange røverier, som ofte har store konsekvenser for personalet i banken, kiosken eller på tankstationen. Udsendelsen giver blandt andet et sjældent indblik i bankrøverens univers.

foto_2_12.jpg

Der sker gennemsnitligt et røveri hver 3. dag i det midt- og vestjyske. Mandag d. 21. februar kl. 19:30 sætter politimagasinet 114MIDTVEST fokus på de mange røverier, som hver gang har store konsekvenser for personalet i banken, kiosken eller på tankstationen. Politimagasinet 114MIDTVEST lader både bankrøver og bankansatte fortælle om de tanker, man har i de minutter røveriet foregår.

Udsendelsen giver blandt andet seerne et sjældent indblik i en bankrøvers verden. 114MIDTVEST har mødt bankrøveren Henrik fra Thisted, der den 11. september 2007 sammen med en ven besluttede at begå røveri mod Sparekassen Limfjorden i Snedsted. De to havde skaffet et jagtgevær og stormede ind i banken, hvor de truede med geværet og fik udleveret 100.000 kroner.

Da bageren i nabobygningen kom til undsætning blev det oversavede jagtgevær rettet lige mod hans ansigt. I banken var også Poul Kristensen, som blot kunne se til, hvordan røverne fægtede rundt med geværet. Da røverne stak af, stod han og kollegaerne tilbage med dybe psykiske mén efter oplevelsen. Da politiet kom til gerningsstedet startede de vidneafhøringer, der førte til at politiet kunne indlede jagten på Henrik og hans kammerat.

Udsendelsen giver ikke bare et unikt indblik i, hvilke overvejelser bankrøvere gør sig før og efter et røveri. Den fortæller også, hvordan politiet hver gang sætter alt ind i jagten på gerningsmændene. For hver gang en røver begår røveri, bliver uskyldige mennesker udsat for et umenneskeligt pres. Det kan filialdirektør Gerda Kviesgaard fra Handelsbanken bekræfte. Hun fortæller i udsendelsen om, hvordan hun og kollegaerne oplevede det, da en røver 28. januar skød sig vej gennem bankens panserglas for at komme ind i banken i Videbæk. En oplevelse, som har rystet flere medarbejdere dybt.

Udsendelsen er tilrettelagt af Nicki Quist.

 

12:12
I snit sker der et røveri hver tredje dag i landsdelen. Og det har højeste prioritet for politiet, når overfaldsalarmen i banken går. 114MIDTVEST kigger her nærmere på røverierne.