112 år gammel kro er gået konkurs: - Det gør ondt

En dyr renovering har gjort det umuligt at drive kroen videre.

Gitte Troelsgaard. (Arkivfoto)
Gitte Troelsgaard. (Arkivfoto)
Foto: TV MIDTVEST

Nors Kro, der ligger tæt på Nationalpark Thy, er gået konkurs.

Det skriver Nordjyske.

Gitte Troelsgaard, der har drevet kroen gennem de sidste 20 år har besluttet sig for at opgive projektet, da en renovering i millionklassen truede hendes økonomiske fremtid.

- Til renoveringen kunne jeg måske have lånt pengene. Men jeg er fyldt 54 år, og jeg havde simpelthen ikke lyst til at sætte mig i stor gæld med min alder i betragtning, siger Gitte Troelsgaard til Nordjyske.

Kroen blev begæret konkurs den 15. juni.

Mistede sin mand for to år siden

Gitte Troelsgaard stod alene med driften af Nors Kro, efter hun mistede sin mand til sygdom tilbage i 2016.

Siden da har hun opretholdt driften sammen med datteren Ida.

- Det gør ondt ikke længere at skulle være på kroen. Man skal tænke på, at Nors Kro har været samlingssted for familier gennem generationer. Jeg har været med i 20 år og mødt rigtig mange dejlige mennesker, men nu har jeg indstillet mig på, at det er slut. Jeg kan allerede nu mærke, at det er den rigtige beslutning, lyder det ifølge avisen.

Nors Kro slog dørene op for første gang i 1906. Dengang hed den Nors Gæstgivergård.