11 kilo hash fundet i Thisted

46-årig mand fra Thisted har fået otte måneders fængsel, efter politiet fandt over 11 kilo hash i hans bolig.

Hash.jpg

En 46-årig mand fra Thisted skal otte måneder i fængsel efter, at han onsdag middag fik en straksdom for videresalg af euforiserende stoffer.

En dom han ikke ankede.

Ransagede lejlighed

De over 11,5 kilo hash fandt Thisted Politis Flexpatrulje, da de tirsdag ransagede en bolig på Lerpyttervej i Thisted.

 - Det er et ganske stort fund. Når der er så meget hash, er der ingen tvivl om, at det er til videresalg, fortæller vicepolitikommissær Andreas Søgaard fra lokalpolitiet i Thisted.

Det var et tip fra offentligheden, som ledte politiet på sporet af de euforiserende stoffer.

Tre personer blev anholdt

Politiet rykkede ind i lejligheden tirsdag formiddag klokken 9:30. Der var tre personer i lejligheden, som alle blev anholdt.

Politiet valgte dog kun at fremstille den 46-årige mand i grundlovsforhør.

Fandt det i toget

Ved grundlovsforhøret ved retten i Holstebro erkendte den 46-årige mand, at han havde forsøgt at sælge 2,5 kilo hash.

 - Han forklarede, at han havde fundet hashen i toget på vej til Thisted, fortæller anklager Jens Laurberg til TV/MIDT-VEST.

De to løsladte personer på 18 og 23 år er løsladt men stadig sigtet.